Kære med-Terroirist.

 

Så blev det efterår. Kulden er taget til sammen med regnen og blæsten, og de fyldigere vine er krøbet længere frem på hylden, og i bevidstheden. Hos vores producenter, hvor varmen er mere intakt, er høsten nu ved at være ovre, og der gæres til den store guldmedalje.

Vi starter skolernes efterårsferie med et kort nyhedsbrev, for der er snart en ny smagning på vej. Derudover er der kommet nyt fra Bott Frigyes, hvorfor vi har lavet et introduktions-tilbud til dig i slutningen af nyhedsbrevet. 

Skål og god fornøjelse!

 

Nebbiolo Extravaganza - et studie i druen og terroiret.

Boca, Bramaterra, Barbaresco, Lessona, Barolo, Asti, Valtellina, Langhe. 

Mandag d. 6. november kl. 19:30 fokuserer vi på 8 forskellige distrikter, 8 forskellige terroirer og kun én druesort: Nebbiolo. 

For de fleste er Nebbiolo synonym med Barolo og Barbaresco, og med rette: det er herfra de mest kendte og legendariske vine stammer. Men Nebbiolo har mindst lige så meget sin berettigelse i det nordlige Piemonte, også kendt som Alto Piemonte: Boca, Bramaterra og Lessona samt i Valtellina i det nordlige Lombardiet, hvorfra vinene fortjener lige så meget opmærksomhed som deres artsfæller i syd, og i flere tilfælde faktisk historisk set også har haft det.

I de nordlige distrikter kendetegnes vinene ved ofte at være lettere, køligere og med blødere/finere tanniner, og til gengæld mere fremtrædende frugtsyre grundet et klima præget af alpernes indflydelse og en ofte lidt længere vækstsæson, hvorimod Barolo og Barbaresco i Langhe oftest giver mere kraftfulde, komplekse og garvesyrestrukturerede vine. 

Nebbiolo er blandt de få druer, som har en helt særligt udviklet evne til at afspejle terroiret på sit voksested, altså jordbundens sammensætning, markens hældning og eksponering for solen samt dræningsforhold, temperatur, mængden af sol, vind og regn det pågældende år. Tilbage er vinbondens vigtige arbejde i kælderen med fortolkningen af druematerialet som det sidste element til frembringelse af vinene. Det betyder med andre ord, at Nebbiolo kan give ganske forskellige vine afhængigt af terroiret – også inden for ganske få kilometers - eller sågar få hundrede meters - afstand.

(klik på billedet for at komme til vores billetkontor)

Vi skal stifte bekendtskab med følgende producenter og deres terroir: Arpepe Valtellina, hvor jorden har et højt syreindhold, er meget næringsfattig og består af granitjord og grus; Le Piane i Boca hvor jorden er af vulkansk oprindelse; Cascina Cottignanos Bramaterra og Lessona, hvor der overvejende i Bramaterra er vulkansk jord med rødlige og brunlige jordlag, hvorimod man i Lessona finder marine aflejringer med meget sand, kalk, en masse mineraler og en høj syre; Osvaldo Barberis’ Langhe Nebbiolo og Giuseppe Nadas Barbaresco fra Treiso med kompakt jord af ler, kalk og sand; Cascina Cappellano di Veglio med marker i både La Morra med meget sandholdig jord, og Grinzane Cavour, hvor også marine aflejringer gør sig gældende sammen med porøse sand og sandstenslag iblandet ler med højt indhold af jern, silicium og kalk. Slutteligt skal vi en tur til Agliano Terme i Asti hos Ezio Trinchero, hvor jordbunden er af yderst kalkholdig mergel, der nærmest giver jorden et hvidligt skær.

Aftenens line-up:

Osvaldo Barberis Visat 2021, Arpepe Rosso di Valtellina 2021, Colombera & Garella Lessona 2019, Colombera & Garella Bramaterra 2019, Giuseppe Nada Barbaresco 2019, Le Piane Boca 2017, Cascina Cappellano di Veglio Barolo Castagni 2018, Cascina Cappellano di Veglio Barolo Raviole 2018 og Ezio Trinchero Nobius 2015.

Hele herligheden koster 425,- (inkl. brød og olie) og billetter købes her!

 

(klik på billedet for at komme til webshoppen)

Bott Frigyes - en ny og to gamle kendinge

Netop hjemkommet fra Frigyes' kælder i Muzsla, Slovakiet på grænsen til Ungarn, kun adskilt af floden Donau, er for første gang i landet - Riesling 2022. En frisk, let æblet Riesling med fine, krydrede noter, citrus og et hint af abrikos. Tilsæt så Frigyes' typiske syrebid og mineralitet, og vupti - det er et herligt glas!

De to "gamle" kendinge i form af Kadarka 2022 og Pinot Noir 2022 er ligeledes hjemme, dog noget lettere end forrige årgang. Der er mere plads til det lette, det elegante og en generelt slankere frugt. Som foregående år er de stærkt vanedannende.

Vi har lavet en lille kasse med de tre vine til 475,- (du sparer 65,-). Køb den her!

Husk at vi altid har forskellige spændende temakasser i webshoppen, i skrivende stund vores Terroirist-Kasse Jubilæums Version, Baldovar 923-Kassen og meget andet.

 

Tak fordi du læste med. 

Med venlig hilsen
Terroiristen

Terroiristen  •  Jægersborggade 52  •  Kbh.N.  •  Tlf.: 36906040  •  info@terroiristen.dk