Melecsky

Tibor Melecsky fra Strekov-området i Južnoslovenská-regionen i den sydvestlige del af Slovakiet, næsten stik nord for Budapest på den ungarske side af grænsen, er Winewise og Terroiristens nye skud på (vin)stammen. Tibor råder over i alt 2 hektar, hvoraf han ejer 1,5 hektar og lejer sig til resten. Alle druer håndplukkes, alt fodtrampes, alt spontangærer, han benytter sig både af gamle akacie- og egetræsfade samt porcelænsfade og kun ganske lave mængder af svovl. Desuden er alle vinene ufiltrerede og ikke klarede.

Da Tibor arbejder med et meget lavt høstudbytte på de i forvejen små marker, er den samlede produktion en direkte afspejling heraf. Fx. giver hans Traminer-vinstokke til vinen Tramin Korenistý 2018 kun ca. 0,3 kg. pr plante – eller hvad der svarer til en enkelt klase! Derefter macererer vinen (vinen ligger med druekvaset) på åbne fade i 2 måneder, før den får lov at ligge på akaciefade i et år.

Hans Zweigelt 2018 stammer fra 30 år gamle stokke, der også plukkes og afstilkes i hånden, nøjagtig som Tramineren, fodtrampes og macererer på åbne fade i en måned før vinen lagres i 1 år på gamle 225 l. egetræsfade.

Svätovavrinecké 2018 - navnet man ikke har lyst til at udtale med mindre man er indfødt, er lavet på 100% St. Laurent, der stammer fra 40 år gamle stokke. Vinen er høstet og behandlet præcis som ovenstående vine, den har macereret i 1 måned på åbne fade før lagring på gamle 300 l. egetræsfade i 1 år.

Sidst og ikke mindst er Frankovka Modrá 2017 fremstillet på 100% Blaufränkisch fra 40 år gamle stokke med samme proces som ovenstående. Lagringstiden er dog på 2 år på gamle 225 l. egetræsfade.

Ydermere har vi også utrolig små mængder af Ulasah på 100% Welschriesling og Cervené på Blaufränkisch, Pinot Noir, Vavrinec og Zweigelt.

Vinene kan købes i baren og butikken.

WWW

Produkter fra Melecsky

  • Tramín korenistý
  • Svätovavrinecké
  • Zweigelt
  • Frankovka Modra