Påskevine og vine egnede til forårssæsonen

Påsken er bl.a. kendetegnet ved, at vi for alvor går imod de lyse tider, og at de lokale, friske råvarer begynder at titte frem. Tænk bare på asparges, nye kartofler, dansk lammekød, stenbiderrogn m.m.m. Det betyder også, at vinene skal vælges med omhu, så de passer til sæsonens sarte, lidt lettere køkken. Herunder finder du vores aktuelle udvalg og nogle bud på hvilke råvarer og tilberedning, de vil matche særligt godt.  Udvalget afspejler Påskens glade budskab: Vi har valgt en stribe fremragende vine ud - påsken er for mange også lig med tid til forkælelse i familiens skød, ikke mindst i år, hvor coronavirussen har umuliggjort påskerejser m.v. 

Klik på billederne for at læse mere om og evt. bestille den pågældende vin.

Mousserende

 

Læs mere om vinen

 

Divella NiNi Riserva 2013, Franciacorta, Lombardiet, Italien.
Stor, kompleks vin med 4 års lagring på gæren. Stram syre, mineralsk, med bred, moden, kompleks og nærmest uendelig lang smag. NiNi er seriøs mousserende på Chardonnay og Pinot Noir, fremstillet på champagnemetoden. NiNi er opkaldt efter Alessandra Divellas  mormor - tydeligvis en stærk dame med personlighed og karakter.
Egner sig fremragende som aperitif eller til forretter med stenbiderrogn og creme fraiche, rå jomfruhummer eller østers.  

Hvidvine

 Klik for at læse mere  Klik for at læse mere

  1. Seckinger Ruppertsberg Riesling 2018, Phalz, Tyskland
    En typisk Phalz riesling fra ældre stokke med en smule skindkontakt og lagring på gamle egefade, som giver vinen harmoni før frigivelsen. Høj syre, som det forventes, men med koncentreret frugt helt uden sødme. Riesling og grønne asparges er et klassisk match, hvor aspargesens sprøde, bittert-grønne karakter matches af vinens ranke syre. En god krop i denne riesling giver vinen gastronomisk spændvidde, så tænk gerne en tilberedning af aspargesne ind - server demmåske med en sauce med lidt fedme eller gratiner dem fx

  2. De Fermo Chardonnay 2017, Abruzzo
    Chardonnay er en fortærsket drue, som vi oftest går udenom, når den ikke lige kommer fra Bourgogne eller Jura. Men når man støder på en så fantastisk flot udgave som De Fermos, der, biodynamisk dyrket i kalkholdig jord, fremstillet med knapt et års lagring sur lie på store, gamle træfade, på samme tid har kølighed, syre, nerve og mineralitet, som giver mindelser om fremragende eksemplarer fra førnævnte distrikter, tilsat et umiskendeligt præg af Abruzzos vindblæste bakker ud mod Adriaterhavet, MÅ man slå til!
    En stor vin, der madmæssigt spænder vidt fra det hvide kød som kylling til stegt fisk med fede saucer.
  3. Milan Nestarec Grüner Veltliner 1.21 Gigawatt 2017, Moravia, Tjekkiet.
    Grüner fra Tjekkiet, som kombinerer druens indsmigrende frugtighed med en usædvanlig flot syre og rygrad. Lang lagring sur lie på gamle træfade giver vinen dybde i mineralitet, som løfter den langt op over meget ung og mere banal vin på druen.
    De første hvide asparges vil med deres fedme og aroma passe vidunderligt!

Orangevine

Klik for at læse mere  Klik for at læse mere

Vi har blandt vores store, formentlig landets største, udvalg af orangevine, udvalgt to i den seriøse ende af skalaen, hvor  den generiske duft og smag af skindkontakten og garvesyrestrukturen ikke er målene i sig selv, men blot bidrager til at skabe en vin i harmoni og balance.

  1. Trinchero, Sogno di Bacco 2016, Malvasia, Piemonte, Italien
    Malvasiaens aromatiske karakter gør den velegnet til charmerende frugtduftende vine i simplere fortolkninger. Men tæmmes druens aroma enten via nedtoning på gamle egefade eller længere tids skindkontakt som her, får druens evne til at afspejle terroiret plads. Denne udgave har fundet en naturlig stabilitet før alt sukkeret var gæret ud, og vinen fremstår derfor med en smule restsukker i en halvtør udgave. Sogno di Bacco betyder (vinguden) Baccus' drøm... 
    Det oplagte match er lagrede oste eller fx krydrede, asiatisk inspirerede retter. 
  2. Klinec, Malvazija 2015, Goriska Brda, Slovenien
    En anden variant af Malvazija-druen, som her med fire dages skindkontakt og tre års lagring på store, gamle akacie-fade blot bevarer en smule af druens i ungdommen så markante aromatiske karakter. Nu fremstår den smukt dybtgylden, elegant frugt med en flot mineralitet og syre. 
    Oste vil igen være et muligt match, men vinen vil også fungere fremragende til hvidt kød, svamperetter m.v. 

 

Rosévine

Klik for at læse mere  Klik for at læse mere

Vi har udvalgt to roséer ud med vidt forskellige egenskaber.  

  1. Podere della Bruciata, Usta 2018, Toscana, Italien
    Sangiovese-baseret vin fra højtbeliggende marker i Montepulciano. En lys rosé med lys, rød bærfrugtkarakter i en saftig og intens stil. Først og fremmest en herlig vin til terrassen i eftermiddagssolen - måske med en snack inden middagen? 
  2. De Fermo, Cerasuolo d'Abruzzo 2017, Abruzzo, Italien
    Montepulciano er De Fermos hoveddrue til både de store, komplekse, lagringsværdige rødvine og til Cerasuoloen - den lokale rosévin, som af mange regnes for Italiens bedste i genren. De Fermo mener det alvorligt, også når de laver en rosévin: Det er seriøs madvin med stor intensitet, en elegant frugt, der er tonet ned efter 8 måneders lagring på store fade på gæren. Bentør og med kalket mineralitet. En stor vin!
    Madmæssigt kan vinen sagtens spænde over et helt måltid. Skindstegt fisk eller ikke for krydrede retter med gris vil matche særligt godt.

Rødvine

Klik for at læse mere    Klik for at læse mere   

Påsken er ofte en god anledning til at drikke de store, komplekse rødvine til mad, der er kælet for. Der er tid til at nyde vin og mad og samspillet imellem dem. Her er fire bud på sådanne vine til denne udgave af påsken og de kommende uger: 

  1. Le Boncie, Le Trame 2015, Chianti Classico, Toscana, Italien
    Ganske enkelt en lærebogschianti primært på sangiovese høstet på buskstokke, gæret på åbne træfade, lagret på store, gamle egefade. Sangiovese i hænderne på Giovanna Morganti bliver vidunderligt ren og intens uden på nogen måde at blive tung. Mineralsk og elegant bærfrugtig med den lidt jern og blodagtige klassiske sangiovesekarakter. 
    Et vidunderligt match til påskelammet, måske bare i form af en lammeryg med rosmarin stegt simpelt i ovnen.
  2. Jörg Bretz Blauburgunder 2009, Burgenland, Østrig
    Moden, kompleks, intens og på samme tid æterisk Pinot Noir fra Bretz. Som altid med lang lagring på gamle fade og flaske før frigivelsen. Vin kræver tid - og Jörg insisterer på at give den tiden før han frigiver den. Til glæde for os, der gerne vil drikke stor, moden vin uden selv at skulle lagre den 7-8 år i kælderen. 
    Stegt lam eller kalv vil være gode bud på matchende retter. 
  3. Chapuis og Chapuis, Maranges 1. cru 2016, Bourgogne, Frankrig
    Vi bliver lidt ved Pinot Noir og tager til hjemstavnen i Bourgogne. Her i en stadig ung, struktureret og madegnet udgave fra det sydlige Cote d'Or. Fremstillet traditionelt med et års lagring på ældre 228 liters egefade. En herligt organisk fortolkning af druen - stadig med den typiske elegante bærfrugt i behold, men også med en gammeldags rusticitet, som charmerer. 
    Lam i lettere tilberedninger går fint hertil. 
  4. Nada, Barbaresco Casot 2015, Piemonte, Italien. 
    Traditionelt fremstillet barbaresco, med lang maceration og lagring på slavonske egefade fra Casot-marken i Treiso, som i 2015 er givende, charmerende og med begyndende modne toner af læder og lakrids iblandet den unge nebbiolos florale næse. 
    Madmæssigt skal vi her i kraft af vinens struktur i retning af det røde oksekød eller vildsvinet for at finde det helt rette match. Men påsken er lang og vi kan jo ikke spise lam hver dag, vel?

Vermut

Arcania, Vermut, Friuli, Italien. 

Lys Vermut fremstillet på base af vin på Verduzzosorten, som man lader trække med dusinvis af krydderurter i lang tid. Resultatet er en frisk, let sødmefuld og svagt bitter, stærkt vandedannende aperitif eller glas i utide, gerne servet på is med en skive citron og intet andet - jo, måske bare lidt gode mandler eller oliven til.