Copenhagen Jazz Festival 2017

14. juli 2017, 17:00

 

Igen i år deltager vi i Copenhagen Jazz Festival, der i år løber af stablen fra fredag d. 7. juli til søndag d. 16. juli. Mere end 1300 koncerter på 120 spillesteder i København og Frederiksberg på 10 dage? Hold da (jazz)fest!

Vi har i år hovedsageligt koncentreret os om at præsentere musik med unge musikere, der alle har gjort sig særligt gældende med udgivelser, nomineringer, flotte anmeldelser mv. inden for de sidste par år. Vi har udvalgt fire bands/artister, der kommer med hver deres forskelligartede musik og udtryk. Her kan man høre Jesper Thorns “Big Bodies of Water”, der sidste år var på Berlingskes Top 10 over udgivelser for 2016. Man kan ligeledes høre albumaktuelle Pergitte med sangerinden Birgitte Soojin og Per Møllehøj på guitar, de bliver ledsaget af bassisten Ida Hvid. Trioen Alex Jønsson 3, der oprindelig kommer fra Aarhus, ledes af guitaristen Alex Jønsson, der har hele 7 Danish Music Awards nomineringer i rygsækken. Trioen er også aktuel med albummet “Hearts of Gold” fra 2016. 

Trioen Casper, Lars & Terkel fuldender de fire bands/artister; en trio der udgiver deres første album sammen senere i år. Hver især har de udgivet flere albums og modtaget priser og nomeringer for deres arbejde indenfor musikken. 

I programmet har vi også sørget for at få lidt “modvægt” til ungdommens toner og krumspring og inviteret en af dansk jazz’s største saxofonister Jesper Løvdal, der kommer med sin trio. En anden af dansk jazz tunge drenge er organisten Kjeld Lauritsen, der sammen med sin gamle makker, tenorsaxofonisten Søren Sørensen, lægger Terroiristen og Jægersborggade ned, og afslutter vores program for i år. 

 

Det fulde program ser således ud: 

 

Fredag 14. juli 

17:00 - Casper, Lars & Terkel

19:00 - Alex Jønsson Trio

 

Lørdag 15. juli

14:00 - Jesper Thorns Big Bodies of Water

16:30 - Pergitte

19:00 - Jesper Løvdal Trio

 

Søndag 16. juli

14:00 - Sørensen/Lauritsen/Nørgaard

  

Og husk - alle koncerterne er udendørs & GRATIS! 


For mere info om koncerterne, besøg http://jazz.dk/copenhagen-jazz-festival-2017/spillesteder/7373/