Hvem sagde den perfekte ostevin?
Assiolo Vendemmia Tardiva er Bosco Falconerias unikke fortolkning af den traditionelle italienske søde vintype ”Vendemmia Tardiva” (”sen-høst”)- dog med et twist af ”orange vin”.
Vinen laves på den lokale Catarratto drue, med en usædvanlig lang maceration på skallerne, der varer hele 6 måneder. Denne skalkontakt giver vinen sin karakteristiske dybde, struktur og et fascinerende lag af tekstur, som går langt ud over en klassisk sød-vin.
Druerne høstes sent, når de er sødmefulde og fuldt modne (til dels indtørrede), og efter høsten igangsættes den naturlige gæring, hvor drueskallerne bliver liggende sammen med mosten i en halv års tid. Herefter lagres den på kastanjefade i Tonneaux størrelse.
Den lange maceration tilfører vinen en intens gylden farve med let orange undertoner samt en kompleks aromaprofil med noter af tørret abrikos, kandiseret citrus, honning og krydderurter.
Smagen er fyldig og koncentreret, hvor vinens naturlige sødme elegant balanceres af en frisk syre og en markant, men blød tanninstruktur – et sjældent træk i søde vine, der skaber en helt særlig tyngde og mund fylde. Den lange maceration giver en fornemmelse af mineralitet og en let, næsten nøddet bitterhed, som løfter helheden og gør vinen både yderst interessant.
Denne Vendemmia Tardiva er perfekt til umamiholdige retter, hvor den kan stå imod kraftige oste, foie gras eller nøddebaserede desserter.
Så slå et smut ned forbi Supermarco og køb stort ind af skønne italienske oste - og gå så i krig!